
FISH AND CHIPS
På seneste generalforsamling i Dansk Lystfiskeri fremhævede bestyrelsen brancheforeningens vigtige opgaver i retning af, fortsat at medvirke til at sprede budskaber omkring glæderne ved lystfiskeri. Ikke mindst i retning af yngre målgrupper.
Et konkret resultat af denne strategi kan man nu se i Umut Sakaryas nyeste YouTube-film Fish and Chips. Her er Umut Sakarya på besøg i bjælkehytten hos Dansk Lystfiskeris bestyrelsesmedlem Gordon P. Henriksen. Sammen vil de fiske hornfisk og efterfølgende tilberede den friskfangede mad.
I filmen ser vi Gordon guide Umut til succes med lystfiskeriet. Alt fra valg af grej til landingen af hornfisk.
Fra strategi til skærm: Brancheforeningen rammer de unge i øjenhøjde
– At se Umuts ægte begejstring ved at fange sin egen mad og derefter tilberede en klassisk ‘Fish and Chips’ over åben ild, må være en af de bedste reklamer for lystfiskeri i Danmark, man kan tænke sig. Her får en stor målgruppe serveret rendyrket “fiskeglæde” uden filter og med en god portion humor, siger Gordon P. Henriksen.
Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at filmen udkommer netop nu, som optakt til hornfiskesæsonen. Gordon har været en del af Dansk Lystfiskeris bestyrelse siden foreningens start, og samarbejdet med Umut Sakarya er et eksempel på, hvordan brancheforeningens arbejde skaber konkret værdi i nye kanaler.
DEL
Indlægget FISH AND CHIPS blev først udgivet på Dansk Lystfiskeri.