Fiskeriet efter fladfisk er super sjovt og en gren af fiskeriet, hvor alle kan være med. Men – det er også et fiskeri, der – hvis man vil være rigtig god – kan være teknisk udfordrende på den fede, übernørdede måde. Eller sagt på en anden facon – et fiskeri, hvor alt fra begyndere til mere erfarne kan få en rigtig god fiskeoplevelse, der ikke bliver mindre af, at belønningen også kan være en guddommeligt velsmagende middag, når man kommer hjem med sin fangst.
Når Spar Lystfiskeri i samarbejde med Garmin Danmark, grejbutikkerne Hvidovre Sport og Sport Dres samt Fiskerikajen, Den Levende Havn plus Fisk & Fri, holder Fladfiskefestival den 14 juni bliver det et brag af et arrangement, hvor alle kan glæde sig til en hyggelig fiskedag med masser af action på vandet – samt en mindst lige så hyggelig afterfladfiskession på Lautrup Kaj, hvor Fiskerikajen – Danmarks førende fiskegrossist med fokus på skånsomt fanget fisk – vil servere bæredygtigt fanget fisk akkompagneret med en kold forfriskning. Og – sidst, men ikke mindst, vil der være masser af fede præmier både til de heldigste og de dygtigste sponsoreret af Hvidovre Sport samt Sport Dres, som næppe behøver nogen nærmere præsentation.
Indlægget KOM TIL FLADFISKEFESTIVAL MED SPAR LYSTFISKERI 14. JUNI blev først udgivet på Fisk & Fri.